Presseklip

Vikarbureauet Euro-Workers presseklip

 

Her samler vi alle presseklip aviserne skriver om Vikarbureauet Euro-Workers.

Vikarbureauet Euro-Workers i Folketidende 22. december 2011.

Anders Hansen indsamlede 77.000 kroner på bare 11 timer og reddede derved håndboldafdelingen i Holeby Idrætsforening.

På bare 11 timer lykkedes det Anders Hansen, der er medejer af Euro Workers, at rejse sponsorkapital på 77.000 kroner til Holeby Idrætsforenings håndboldafdeling.

Afdelingen har kørt med underskud i flere år. I det sidste regnskab lå det på 48.000 kroner.
Det fik moderforeningen til at smække kassen i, og var der ikke fundet en løsning, ville den 95 år gamle afdeling være lukket ved årsskiftet.
Men afdelingens tidligere formand, Anders Hansen, tog altså initiativ til redningsaktionen, som redder afdelingen i denne omgang.
– Jeg har et godt netværk som jeg henvendte mig til, og det lykkedes her og nu at få rejst kapitalen. Men det er ikke noget, der kan gøres hvert år, siger Anders Hansen.

Hans eget firma har spyttet 13.000 kroner i indsamlingen, Friis Rengøring fra Brøndby 10.000, Krydspunkt Reklame, Holeby, 10.000. HIFs Venner har bidraget med 5.000, Rask El, Holeby med 5.000, Ib Maler, Holeby 5.000, KSVærktøj, Maribo, 5.000, Spar Lolland, 5.000, BM Steel Construction, 5.000, BN Byg, Maribo, 5.000, Guldsmed Kelø, Maribo, 5.000, Bursø Produkthandel 2.500, Handelsfirmaet Eurotrading, 2.500 og Tips og Lotto, Holeby, 5.000 kroner.

Håndboldafdelingens formand Dan Bekker-Olsen er begejstret for indsatsen og afdelingen vil selv tage initiativ til en række aktiviteter, der kan forbedre økonomien, så man ikke kommer i samme situation igen.

Afdelingen har på det seneste oplevet en god tilslutning til ungdomsafdelingen, og har også et herrehold som klarer sig udmærket i turneringen.
– Vi har en god ungdomsafdeling og vi appellerer til forældrene om at bakke op om aktiviteterne, så den gode udvikling, vi er inde i, kan fortsætte, siger Dan Bekker-Olsen.

Vikarbureauet Euro-Workers i Erhvervsbladet 01. juli 2010.

Gode forhold for kvalificerede medarbejdere har sikret vikarbureau markant vækst i en tid, hvor flertallet har set omsætningen forsvinde.

Euro-workers blev stiftet i 2007 med speciale i håndværkere fra Polen, mens markedet for vikarydelser blomstrede. Siden gik det, som ErhvervsBladets brancheanalyse viser, mindre godt for en lang række virksomheder i netop den del af branchen. Men i det Maribobaserede bureau genkender de seks ejere langt fra den dystre udvikling. Her har den stået på massiv vækst siden oprettelsen, og en stigning i bruttoavancen fra 2008 til 2009 på mere end 30 procent.

– Vi har slet ikke oplevet tilbagegang. Tværtimod har krisen været positiv for os, fordi et par større kunder har haft behov for en meget fleksibel arbejdsstyrke, siger medejer Anders Hansen, der står for Euro-Workers danske afdeling.

Han drev tidligere sit eget mindre bureau og indtrådte ved en fusion i ejerkredsen, som i dag tæller seks personer.

Virksomheden består nu af en udenlandsk afdeling, der primært fokuserer på østeuropæiske svejsere og skibsbyggere samt en dansk afdeling med hovedsageligt specialarbejdere. Uanset typen af vikarer er gode arbejdsforhold i højsæde.

– Når man behandler sine medarbejdere ordentligt, får man et bedre stykke arbejde udført, og så bliver vores kunder tilfredse, siger Anders Hansen. Han fremhæver derudover to stop på vejen til succes: Leveringssikkerhed og et stort fokus på at leve op til kundernes tillid.

– Vi er ikke de billigste. Overhovedet ikke. Til gengæld ved kunderne, hvor de har os, og at vi leverer kvalitet. Man kan ikke i længden drive virksomhed i vikarbranchen, hvis ikke man er fuldstændig ærlig, siger Anders Hansen.

Vikarbureauet Euro-Workers i Erhvervsbladet 14. januar 2011.

Gammelt bryghus skal tre år efter lukningen huse vikarbureau samt lager- og kontorhotel.

Knap tre år efter lukningen kan Maribo Bryghus på Lolland igen komme til at summe af liv og kan dermed blive endnu et eksempel på en lille erhvervspark på et nedlagt fabriksområde.

Det lokale vikarbureau Euro-Workers ApS. og søsterfirmaet Eurotrading overtog bygningerne inklusive tre store lagerhaller ved nytår og byder andre velkommen, fremgår det af Lolland-Falsters Folketidende.

– Vi vil bruge hallerne til lagerhotel. Og i hovedbygningen vil vi selv have kontorer, siger Anders Hansen fra Euroworkers.

De nye ejere håber også på, at andre virksomheder vil leje sig ind og få kontorer eller lagerplads.

Bryghusets lagerhaller på samlet over 47.000 kvadratmeter har tidligere huset produktion af øl og sodavand, og nu vil der blive opmagasineret lagervarer for både private og erhvervslivet.

Euro-Workers er grundlagt i 2006 og tilbyder blandt andet arbejdskraft fra Polen og andre lande til en række brancher, herunder byggeri og rengøring. Søsterselskabet Eurotrading DK er etableret et år senere som handelsvirksomhed med leverancer til blandt andet byggeri, industri og landbrug.

Maribo Bryghus har rødder tilbage i 1985 og blev i 1997 overtaget af de fynske Albani-bryggerier, som selv blev overtaget af Royal Unibrew med Faxe og Ceres tre år senere. I april 2008 flyttede produktionen til Faxe, og dermed blev de store ølhaller i Maribo tømt for liv.

Vikarbureauet Euro-Workers i Folketidende 13. januar 2011.

Første januar overtog vikarbureauet Euroworkers og handelsfirmaet Eurotrading hele det gamle bryghus med de tre store lagerhaller. Og netop lagerhallerne står i fokus for fremtidsplanerne på stedet.
– Vi vil bruge hallerne til lagerhotel. Og i hovedbygningen vil vi selv have kontorer, fortæller Anders Hansen fra Euroworkers.

Men med flere små kontorklynger rundt om i bygningerne, regner man også med, at andre virksomheder vil fatte interesse for at leje sig ind på både kontor- og lagerplads.
– Faktisk er der mulighed for et utal kontorpladser. For er der behov for flere end dem, der allerede er der, så kan de hurtigt indrettes, forklarer Henrik Hansen fra Eurotrading.

I de tre store lagerhaller, som tidligere har huset øl- og sodavandsproduktion, vil der nu blive opmagasineret lagervarer for både private og erhvervslivet.
– Alle, der har behov for at få opmagasineret noget, vil få en mulighed for at komme til os. Og der bliver også mulighed for at få opbevaret på opvarmet lagerplads, forklarer Henrik Zürich om de over 47.000 kvadatmeter i hallerne.